mandag den 30. januar 2012

Haveplaner...

Disse kolde vinteraftener går med at studere havebøger og -blade, tænke og tegne... Jeg er nærmest forsvundet ind i Anne Justs univers - med bøgerne "Haven i Hune" (af Anne Just, udgivet på forlaget Klematis) og "Huset & Haven i Hune" (af Birthe Lauritsen, udgivet på forlaget Puella's Edition).

"Projekt Bede-og-stier-i-stedet-for-plæne" er ved at blive mere synligt - på papiret. Jeg arbejder med to udkast, som er tegnet ud fra den skabelon, Dennis har målt ud og tegnet. Skabelonen er kopieret, og så kan jeg jo bare tegne bede og stier som jeg lyster! Jeg har lyst til at vise jer, hvordan det ser ud lige nu, og så er jeg spændt på, om I har nogen kommentarer...

De faste elementer er terrassen (kvadrat på spidsen) og driverhuset (rektangel til højre for terrassen). Der går en sti bagom terrassen og driverhuset, den ligger også fast (pga. niveau og hæk). Ellers er resten frit. Nord er opad på tegningen.
Det skraverede felt er grusstien, som skal være ca. 1½ m. bred, for at vi kan køre med havetraktoren. Vi har mange store bøgetræer, så det er flere trailerfulde blade vi kører væk fra plæne og bede hvert efterår (for der ligger virkelig et tykt lag!). Så er det rart at kunne komme til med en trailer. Eller hvis man skal ind med en stor sten, eller... Dennis har mange gode argumenter :-)


På det ene udkast går grusstien fra den ene side af dette niveau af haven, til den anden side. På vejen møder man terrassen, og man kommer forbi driverhuset. Ternene nederst på tegningen er trappen ned til niveauet nedenfor, og der skal stien jo også forbi. Bedene bliver flotte og frodige, men lidt på afstand af opholdspladserne - hvilket giver lys og luft.


Dette billede kan jeg ikke finde ud af at dreje - men det er de samme grundelementer som ovenfor. Her går stien bare ikke lige forbi terrassen og driverhuset, men i nærheden af - på denne måde forestiller jeg mig, at terrassen og driverhuset bliver omgivet af frodige bede som i mine tanker er fuldstændig overdådigt tilplantet a la Anne Just. Man kan så, via smallere stier (som havetraktoren ikke kan køre på) komme ind til terrassen og til driverhuset.

Det var alt fra mig for nu - jeg må videre med drømmeriet :-D

17 kommentarer:

  1. Hej Line
    Jeg er ikke så god til tegninger, men umiddelbart ser det godt ud, så vidt jeg kan se. Så fortsæt du bare med at drømme og tegne :o)
    Det slog mig lidt, at du skrev, I skulle køre blade væk. Forhåbentlig lægger du dem ud i bedene, ellers ryger du uklar med mange af bloggerne her. Blade er guld, men det ved du sikkert godt. Det er nok kun dem fra plænen I kører væk. I må jo også få rigtig mange blade fra de store bøgetræer. Men nu får du flere bede, så kan du nemt bruge bladene, og så behøver Dennis ikke at kunne køre der med traileren :o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvis vi lod alle bladene ligge i bedene, tror jeg de ville kvæle stauderne... Der er virkelig mange blade...
      Selvfølgelig komposterer vi nogle af bladene, andre smider vi ind til hønsene, nogle bliver smidt ind under træerne igen...
      Så plænen bliver revet helt ren for blade (flere gange, for bladene blæser rundt i haven), og bedene bliver befriet for nogle af bladene. Ja, blade er guld (er det det, man kalder bladguld? ;-))

      Slet
  2. Hej Line,
    Det ser spændende ud.
    God ide med gode adgangsforhold til at få haveaffald væk. Mange træer giver jo enorme mængder af blade.
    Ellers bliver det sjovt og se hvordan dine bede skal forme sig og være fyldt af blomster/buske.
    Godt at du har en grundtegning at lege/drømme med.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jo lige det med forholdet mellem det praktiske (adgangsforhold = Dennis) og det mere romantiske (blomster og buske = Line). Det er nu gået fint indtil nu, så vi skal nok finde en fin balance :-)

      Slet
  3. Godt Line, ja det må helt sikkert være bladguld :o) Regnede da heller ikke med, at de bare blev smidt væk.
    Godt I kan enes om det praktiske og det romantiske, så er alle glade :o)

    SvarSlet
  4. Det du skriver: ´at terrassen og driverhuset bliver omgivet af frodige bede som i mine tanker er fuldstændig overdådigt tilplantet a la Anne Just.´, kan jeg da lige se for mig. Lyder rigtig hyggeligt.

    Jeg er også selv vild med hendes have. Og hendes billeder. For nogle måneder siden læste jeg hendes erindringsbog, den er virkelig god.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har også lånt hendes erindringsbog, og den giver et godt billede at Anne Just som person. Hvad angår havebilleder at drømme ud fra, synes jeg de to andre bøger er bedre... Jeg drømmer videre :o)

      Slet
  5. På den øverste tegning, synes jeg terrassen ser ud til at være omringet af for meget sti (3 sider). Fordelen ved den er dog, at der er direkte adgang fra trappen til terrassen (praktisk i dagligdagen).

    Den nederste tegning er bedre fordi du får flere planter omkring jeres terrasse, og det skaber et helt andet miljø ved jeres siddeplads. Hygge, "hulestemning".

    Personligt ville jeg nok arbejde hen imod en kombination af de to tegninger. Let adgang og alligevel frodighed. En siddeplads med en baggrund tiltrækker mere end en for åben plads. Hvis du skulle sidde på en bænk et sted, tror jeg du ville vælge en bænk, der står op af noget f.eks. en beplantning, fremfor en der stod mere frit i haverummet.

    Det lyder SKØNT med en overdådig beplantning a´la´ Anne Just :-)
    Vælg nogle planter ind mod selve terrassen, som lader bladene falde lidt ind over belægningen, for at bløde den meget firkantede terrrasse lidt op, så vil det harmonere bedre med de bløde linier i dine stier.

    I kommer bestemt ikke til at fortryde, at i laver stierne så brede at i kan komme rundt. Det er så vigtigt, at haven også er praktisk, specielt når det er en større have som jeres.

    Glæder mig til at følge udviklingen i haven :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for din grundige kommentar, Vivi.
      Jeg tror, jeg skal have lavet en opdateret skitse, for jeg indser at det er svært at gennemskue de skitser jeg har vist her.
      Der er hæk på 2 af siderne ved terrassen, det bliver nok ændret til 1 side - men det kan man jo ikke se på skitserne, hvis man ikke kender haven...
      Der kommer mere hen ad vejen :-)

      Slet
  6. Spændende :-) Jeg kan godt forstå, at du er forsvundet ind i Annes univers - det er jeg selv meget ofte, og den første bog, der uden tvivl er for begyndere, er helt klart min yndling, selvom den er så simpel, som den er. Anne havde en formidabel evne til at formulere sig på en måde, så det hverken lød højtideligt eller belærende.

    Kh. Marlene

    SvarSlet
    Svar
    1. Teksten er helt sikkert enkel og brugbar. Det jeg er mest begejstret for ved bøgerne, er billederne. De genopfrisker mit besøg i hendes have i 2010, og giver en vældig inspiration til mine nye bede. Selvom det er svært at efterligne...

      Slet
  7. Flot at du selv går i gang med at tegne haveplaner. Ser spændende ud og så er det jo dejligt, at du kan få gode råd med vejen af f.ek.s Vivi, som jeg betragter som professionel.

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja, Bente, jeg har også stor tiltro til Vivis kunnen!
      Hun er god at have med på sidelinien, og jeg nyder bestemt også godt af alle I andres kommentarer! Tak for det :-D

      Slet
  8. ......det ser spændende ud Line......og vintermånederne er fantastiske at lade drømmene flyve i.......snart bliver vejret såsan at drømmene også kan få fart ;0)

    Knus Dorthe

    SvarSlet
    Svar
    1. Puha, ja, man kan ikke andet end at drømme i disse dage... Jeg havde ellers planer om at lave højbede i køkkenhaven her i uge 6, men det kan jeg vist gode glemme alt om... Vi drømmer (rastløst) videre :o)

      Slet
  9. Hej Line.
    Håber dit haveprojekt køre godt, kan godt forstå at dit projekt skal være a la Anne Just...skulle du blive nysgerrig så kik på FB under haven i hune...der er lagt en masse billeder ind.
    mvh. plateauet-haveliv

    SvarSlet

Tak for dine ord

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...