lørdag den 17. september 2016

Dejligt at have en køkkenhave

Når prydhaven begynder at takke af for i år, står køkkenhaven i al sin pragt, og giver "rigeligt bytte til flittige hænder".
Grønkålen har vi købt med rod på museumsgården Kringsminde ved Fredericia, så har vi glæde af den langt ind i foråret. Rødkål er det lykkedes os at dyrke i år - skønne, faste hoveder. Blomster skal der også være mange af. I år har vi mange morgenfruer, zinnia appelsintagetes og evighedsblomster. Skønne farver og dufte nu, på de dejlige sensommerdage. Gæssene er også ved at være store og slagteklare - herligt :-)

torsdag den 1. september 2016

Sensommer

Fra soveværelset har vi udsigt til køkkenhaven, drivhuset og frugthaven. Det bugner derude nu, og jeg nyder meget alle farverne som er i sensommerhaven. Vi har været heldige med nogle skønne morgener, dage og aftener sidst i august. Det måtte gerne fortsætte lidt endnu...

fredag den 12. august 2016

Åben have i weekenden

Jeg  går og pusler for at haven kan vise sig fra sin bedste side her i weekenden. Bl.a. har jeg klippet buksbomhækken igen - den var blevet lidt langhåret selvom jeg har klippet den flere gange i år.

Hækken har jeg selv lavet. For 11 år siden fik jeg en hel sæk med buksbomgrene, og dem lavede jeg stiklinger af. De er nu blevet en tæt, lav hæk - en perfekt ramme om frodigheden.


Og hvor det dog pynter at få strammet op på formerne!

Velkommen i Dalgaardens Have denne weekend (13.-14. august 2016) begge dage kl. 11-17.
Entre 20 kr. inkl. kaffe og småkager. Kollemortenvej 55, 7323 Give.

                                                                           Jeg håber at vi ses :-)

søndag den 7. august 2016

Haven set gennem Vivis linse



Jeg glæder mig allerede til Havefestival 13. og 14. august, hvor haven igen er åben - for det var en rigtig god oplevelse forrige uge. Der var gæster i haven næsten hele tiden, hver dag, men ikke for mange ad gangen. Kaffemaskinen skal jo også kunne følge med...


Nogen var der længere end andre - og det er vel også meningen at man skal se haven i sit eget tempo.
Sidste dag kom Vivi, som har bloggen Mit grønne univers.
Jeg har mødt Vivi i forskellige andre have-sammenhænge, og hun havde taget kamera med. Mens jeg var optaget af andre havegæster har hun taget en masse dejlige billeder, og lavet et indlæg på sin blog - det kan læses lige her.
Tusind tak for de smukke ord og billeder, Vivi - du har fanget mange spændende vinkler - og så er det jo altid sjovt at se sin have gennem andres linse.

Billederne er lånt af Vivi, efter aftale med hende.

tirsdag den 28. juni 2016

Endnu en dejlig dag

I går var første dag af en hel uges "åben have". Det regnede næsten uafbrudt , og alligevel var her gæster i haven stort set hele tiden. Det var bare så hyggeligt - og at drikke kaffe i driverhuset med regnen trommende på glasset, det er skønt synes jeg.
I dag er vejret anderledes stille, og solen titter frem. Så jeg håber, og tror, på endnu en dejlig dag i Dalgaardens Have :-) Jeg har lagt en lille video på instagram, et lille smugkik... (line_fra_dalgaarden)
Åben 11-17 alle dage i denne uge, entré 20 kr, der er kaffe på kanden og småkager på fadet.
Kollemortenvej 55, 7323 Give. Alle er velkomne 😊

torsdag den 23. juni 2016

Midsommer

Haven er fyldt med de skønneste dufte. Særligt på de stille aftener, som vi har haft på det seneste, er der så mange duftindtryk når man bevæger sig rundt i haven. Tænk, hvis man kunne sende dufte elektronisk, gennem telefonen eller computeren...

mandag den 6. juni 2016

Skønne juni

Vi stornyder livet, og haven her :-D
Alting er så friskt, fuglene synger og der er skønne dufte overalt. Det varme vejr de seneste dage har givet ekstra fart til mange planter, som står så kønt og pynter... Jeg får aldrig nok!
Det gik rigtig godt med åben have sidst - så nu glæder jeg mig til uge 26, hvor haven er åben alle dage kl. 11-17 
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...