lørdag den 19. marts 2016

Gæssene har også forårsfornemmelser!

Disse tre dejlige dyr - en gase og to gæs - bor på Dalgaarden. Deres hus er i frugthaven, men hver dag lukker jeg dem ud så de kan få mere grønt end det lidt som er i frugthaven lige nu. De er gode til at holde sig til græsset på plænen og på marken - de spæde skud fra stauder og løgvækster rører de ikke.


Jeg synes det er hyggeligt at have dyrene gående i haven, selvom de er lidt hidsige lige for tiden. Og det er der nok en god forklaring på, se godt efter herunder... Det ligner bare halm, men...

 
...hvis man flytter halmen til side er der en rede med de fineste, store gåseæg! Så er det forår!
 
 
Gæs er desværre ikke ret gode til at passe deres afkom. Sidste år var vores gæs meget unge, kun 1½ år. Det lykkedes dem at klække én gæsling, men den døde fordi de ikke kunne passe på den, så i år vil vi have nogen af æggene i en rugemaskine. Måske får gæssene også lov at forsøge sig med selv at ruge. Jeg håber at deres instinkter bliver bedre med alderen, for det er alt andet lige nemmere at have dyreunger når forældrene selv passer dem!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for dine ord

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...