søndag den 14. oktober 2012

Artiskok-refleksioner...

For et par uger siden var der endelig 4 artiskokker, som var store nok til at blive høstet. Eller, store nok er nok så meget sagt. Med en størrelse som en knyttet barnehånd (Laura, 2 år) var de nok for små, hvis man spørger en kender, men nu kunne jeg ikke risikere at lade dem vente længere. Tænk, hvis de gik til af nattefrost!



Den sene høst skyldes formentlig den kolde sommer. Min morfar fortæller at hans artiskokker er flotte, men sene i år, så det er ikke kun her det har trukket ud.
Ud af de fem planter som jeg satte i et højbed i sommer, er der kun én som har blomstret. To af dem kom sig aldrig helt efter at være blevet flyttet ud i virkelighedens verden, og én ligner en fejl - den har lange, spidse pigge på alle blade. Den sidste blomstrer bare ikke...

Min konklusion må blive, at jeg giver dem endnu en chance. For fryden ved at sætte tænderne i en helt nyhøstet artiskok, kogt med lidt salt og dyppet i Lurpak smør... er simpelthen ubeskrivelig.

Så næste år skal artiskokkerne have en længere tilvænningsperiode til livet udendørs.
De skal have en mere solrig plads. I år var de inderste (dem som gik til) i skygge af bøgetræerne.
De skal gødes bedre. I år troede jeg det var nok for dem at stå med røddene i komøg som lige var gravet ned i højbedene. Næste år vander jeg med hønsemøg også.
Og sidste punkt - de skal have noget mere varme. Altså krydser jeg fingre for en rigtig solrig sommer 2013 (med regn om natten, forstås).

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Tak for dine ord

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...